Skotland - torsdag den 17. september 2009
Fra Glasgow til Fort William
Efter en elendig nat med nogle skrækkelige puder, ringede Maries vækkeur kl. 4:30 - 2 timer før det aftalte stå op tidspunkt. Hvordan hun lige havde fået regnet dét tidspunkt ud, står hen i det uvisse.
Op (men ikke kl. 4:30) til en omgang scottish breakfast med de ingredienser, der hører til en god english breakfast. Bacon, bønner, tomater og en pandekagelignende kartoffelsag. Dertil mulighed for yughurt, morgenmælksprodukter, toast og juice. Samt kaffe og the selvfølgelig.
Kl. 8 var der afgang mod Queen Street Station. På vejen dertil fandt vi et supermarked, hvor vi kunne proviantere til dagens togtur. Det eneste, vi ikke kunne købe, var øl. De blev først solgt fra kl. 10!
Togbilletterne var bestilt over internettet og der var ingen problemer med at printe dem ud via en automat på stationen. Yes, det klapper, tænkte arrangøren :)
Præcis kl. 9:07 afgik toget. Vi havde læst, at turen til Fort William er en meget smuk oplevelse og det er ikke forkert. Vejret var flot og efter vi havde forladt Glasgow med forstæder, kørte toget langs floden Clyde, der konstant blev bredere efterhånden som landskabet ændrede sig til bakker og efterhånden bjerge. Toget steg støt og flere gange var der flotte udsigter over dale og fjorde. Udsigten blev bare mere og mere imponerende. Et stykke vej gik med Loch Lomond på højre side på højre side. Fantastisk flot og vi lavede ikke meget andet end at nyde udsigten fra toget. Prikken over i'et var det flotte solskinsvejr. Efter ca. 3 timer nåede vi et sletteområde med store flade og lavtbevokset område. Her var der en del, der vandrede. Vi synes, at det virkede lidt ensformigt at gå rundt i et ensformigt prærielignende område men måske var det alligevel et godt sted at vandre, for togstationerne lå med 20 - 30 km. afstand. I flere af de småbyer, vi paserede, virkede togets ankomst lidt som en hovedbegivenhed.
Vi nåede Fort William præcis på minuttet og blev sluppet ud i den friske, efterårslune varme. Heller ikke her havde vi problemer med at finde frem til vores overnatningssted, der hed Glenlochy Guest House. Her kunne vi passende parkere vores store rygsække, så vi var lettet for oppakning under de næste timers studie af Fort William og omegn.
Første stop blev frokost på en restaurant på modsatte side af Ben Nevis Bridge. Næste indslag på programmet var et besøg på Ben Nevis whisky destilleriet. Vi fulgte hovedvej A82 nordvest ud af Fort William. Vejen var stærkt befærdet og vi skulle passe lidt på, for ikke at komme tæt på de store lastbiler, der passerede.
Kl. 15 var der rundvisning på destilleriet. Vi startede med at se en morsom film om Hector, der er destilleriets "mascot". Han berettede om, hvordan han havde bygget bjergene i Skotland og ved en fejl opfandt whisky, da der dryssede nogle ekstra ting i hans the. En ældre herre viste os rundt. Han virkede noget uinteresseret det, han fortalte om. Han havde mere travlt med at se, hvad der foregik omkring destilleriet og se på sit eget ur. Efter en kort rundvisning, endte vi ude ved en masse tønder og her forklarede han om træets betydning for whiskyens udvikling. Til slut fik vi lov til at smage på en Ben Nevis 10 års single malt, der har vundet en del præmier. Mine smagsløg er ikke på toppen i år, men whiskyen virkede til at være OK.
Indgangsbilletten kostede 4 pund og hvis man købte en flaske whisky, fik man de 4 pund i rabat. Det kunne jo godt betale sig, så vi investerede i en 10 års single malt og en 12 års blended. Han havde også en 6 års (tror jeg). Jeg påpegede overfor ham, at så måtte han jo ikke kalde den en whisky. Så skal den være 8 år. "You haven't payed attention" var svaret. Det var nemlig kun single malt, der har den grænse.
Det bedste, vi fik ud af vores guide, var en alternativ rute at gå tilbage til Fort William. Hermed slap vi for den trafikerede vej og kom forbi resterne af Inverlochy slottet. Vi kom tilbage til byen via et villakvarter og nåede frem til busstationen, som ligger lige ved siden af banegården.
Herfra fortsatte vi op i byens centrum, hvor der var en hyggelig gågade. Vi trængte til en øl men vi skulle ind på hele 3 pubber, før alle var tilfredse med omgivelserne. Pubben var en typisk britisk pub. Vi fortsatte ned af gågaden, hvor vi ikke kunne komme udenom "The Grog & Gruel" (www.grogandgrue.co.uk) - en pub og en restaurant. Pubben skiltede med at have vundet mange priser for deres ale. Det skulle de nu bevise - og det gjorde de! Vi ville også gerne prøve spisestedet, men der var ventetid, så vi måtte vente --- i pubben. Maden var også værd at vente på. Menuen stod på pizza og cajun beef.
Efter en god middag, var vi godt satte og storkede hjem til vores guesthouse. Efter en godnatdrink, var det sengetid. Til en forhåbentlig rolig nat efter det støjende Glasgow.
